Fødselsøjeblik, tid og rum
Igennem livet kommer forskellige dele af dig – dit fødselshoroskop – i spil på forskellige måder og i forskellige faser. I en astrologisk konsultation begynder vi med læsningen af selve horoskopet. Derefter dykker vi ned i forskellige faser og steder, for at forstå, hvilke dele af eller dimensioner i dig, der i spil lige nu. Set fra et astrologisk perspektiv udfoldes dit potentiale både over tid – gennem livet – og i relation til, hvor du befinder dig i verden, dvs. geografisk.
Din oplevelse af dit fødselsøjeblik – udforskningen af dit horoskop
Dit fødselshoroskop viser, hvordan planeterne stod – altså hvordan himlen så ud – da du blev født. Astrologisk forstået viser planeternes placering på dit fødselstidspunkt det unikke mønster i dit horoskop. Mønsteret symboliserer både din indre verden, og hvordan du forstår eller møder verden omkring dig. Det viser dit personlig energiudtryk. I en astrologisk læsning udforsker vi de mange forskellige sider af dit horoskop – af din bevidsthed –, og vi taler om, hvordan du kan finde den bedste balance med dig selv og dine omgivelser.
Din oplevelse af tid – din udvikling udfoldet over fortid, nutid og fremtid
Dit fødselstidspunkt eller dit fødselshoroskop repræsenterer det potentiale, du er her for at udforske og folde ud. Men planeterne bevæger sig videre, som tiden går. Du kan tænke sådan på det, at dit fødselshoroskop får ”besøg” af planeterne, efterhånden som de bevæger sig videre over himlen. Mødet mellem planeterne i deres nuværende position og dit fødselshoroskop symboliserer åbninger for udvikling i din energi, for mønsteret i dit horoskop. Det repræsenterer derfor ofte vigtige tidspunkter for personlig udvikling. I en læsning taler vi om, hvad de specifikke udviklingsfaser betyder for dig, og hvordan du kan møde dem på den mest frugtbare måde.
Din oplevelse af rum – din udvikling set i relation til steder på Jorden
Forestil dig, at dit fødselshoroskop er et fintmasket net, der dækker hele jordkloden. At forskellige steder på Jorden vibrerer i takt med bestemte dele af dit horoskop. I geografisk astrologi taler vi om og fortolker Jorden som en indgang til de forskellige sider af dig, af dit horoskop. I en konsultation med fokus på geografisk astrologi taler vi om de steder, du føler dig særlig tiltrukket af, dine oplevelser, når du rejser, eller når du er i kontakt med folk, bøger, film, musik eller andet fra forskellige steder i verden. Hvad betyder de for dig, hvilke følelser vækker de i dig, hvorfor er du tiltrukket af bestemte steder, og hvad kan du lære om dig selv ved at forstå din relation og tilhørsforhold til Jorden og forskellige geografiske områder.
Når vi mødes og taler om dit horoskop, oversætter jeg de forskellige astrologiske vinduer for udvikling set over tid og i geografisk perspektiv for dig. Sammen dykker vi ned i den astrologiske betydning af tid og sted. Vi taler om, hvornår og hvor forskellige udviklingfaser og -muligheder er åbne for dig, og hvordan du kan gå ind i dem og forstå dem på den mest frugtbare måde.